Sammen med den svenske EPS-forening havde EPS-branchen inviteret den europæiske EPS industri til Motala i Sverige for at besøge Site Zero. Besøget skete d. 29. maj 2024.
Sammen med den svenske EPS-forening havde EPS-branchen inviteret den europæiske EPS industri til Motala i Sverige for at besøge Site Zero. Besøget skete d. 29. maj 2024.
Site Zero er verdens største og mest avancerede sorteringsanlæg for plastemballage, drevet af Svensk Plaståtervinning. Anlægget håndterer årligt 200.000 tons plast og sorterer 12 forskellige typer plast ved hjælp af avancerede Near Infrared (NIR) sensorer. Det som gør Site Zero særlig interessant er, at anlægget også udsorterer EPS fra husholdningsplasten.
Therese Cederblom, salgschef hos Svensk Plaståtervinning, fremhævede anlæggets evne til at behandle komplekse multilags emballager og bidrage til EU’s mål for emballagegenanvendelse i 2030. “Vi er stolte af, at Site Zero kan integrere EPS i den cirkulære økonomi og vise, hvordan dette materiale kan genanvendes effektivt,” sagde hun i løbet af rundvisningen.
Under besøget konstaterede deltagerne ved selvsyn, at Site Zero kunne sikre en EPS med ca. 95% renhed og med ca. 80% korrekt sortering. Dvs. at anlægget i Motala fanger 80% af den EPS som bliver sendt ind i anlægget.
Chresten Heide-Anderson, projektchef i EPS-branchen, udtalte: “Besøget hos Site Zero har tydeligt vist, at EPS kan sorteres effektivt fra husholdningsplast og opnå en høj grad af renhed. Dette er et stort skridt fremad for vores branche og for miljøet.”
Halvdagskonference om eftermiddagen.
Besøget blev fulgt op af en halv-dags konference om EPS-genanvendelse i Europa. På konferencen deltog eksperter fra forskellige organisationer, herunder Vincent Colard fra Citeo, Liv Olsson fra BEWI Group og Quentin Blot fra ELIPSO. De delte deres erfaringer og resultater fra forskellige europæiske projekter, som har vist, at EPS kan sorteres effektivt i sorteringscentre og opnå høj renhed.
“Selvom det er muligt at udsortere EPS fra den blandede husholdningsplast, så er det kun en del af løsningen. Når EPS indsamles seperat på genbrugspladser, som vi primært gør i Danmark, så er renheden endnu højere – og der er stort set al materialet EPS. Det giver endnu større kvalitet i genanvendelsen,” siger Chresten Heide-Anderson.
“Vi lærte, at anlægget i Motala sorterer EPS og XPS emballage i samme fraktion. Det er der ikke noget problem i,” forklarer Chresten Heide-Anderson
“Og da der næppe er tvivl om, at der selvfølgelig er nogle borgere som måske ikke kommer på genbrugspladserne, eller som kun har fået en lille mængde EPS i deres emballage. Eller som har EPS eller XPS med fødevarekontakt, som ikke kan afleveres på genbrugspladserne, så er en løsning som Site Zero jo et fantastik supplement,” uddyber Chresten Heide-Anderson.
Han understreger, at fiskekasser af EPS og lign. EPS emballage fra erhvervslivet naturligvis fortsat bør indsamles i de affaldsstrømme, som allerede eksisterer og skaber stor værdi.
Konferencen blev afsluttet med en rundbordssamtale, hvor alle deltagere var enige i nødvendigheden af samarbejde mellem forskellige aktører i værdikæden for at sikre endnu mere genanvendelse af EPS, så industrien kan nå vores ambitiøse mål for EPS-genanvendelse. Dette inkluderer både teknologiske innovationer og effektive indsamlingssystemer.