Nedenstående er bragt som leder i Plast Panorama nr. 11:
For nylig havde jeg fornøjelsen af at besøge BEWi Flamingo i Tørring, der i samarbejde med Plastindustriens EPS-Sektion havde inviteret DF’s erhvervspolitiske ordfører Hans Kristian Skibby på virksomhedsbesøg.
Formålet med mødet var bl.a. at drøfte, hvordan vi sikrer, ensartede brandkrav for anvendelse af forskellige former for isolering. I øjeblikket er situationen den, at reglerne ofte favoriserer traditionel isolering af mineraluld frem for moderne isolationsmaterialer i EPS og PUR.
I Danmark har vi på flere punkter skrappere brandkrav end i lande, som vi normalt sammenligner os med. Det har flere konsekvenser. Byggeriet bliver både dyrere og mindre energieffektivt, da reglerne, som nævnt, gør det besværligt at anvende moderne byggematerialer, hvilket også er en ulempe i et klimamæssigt perspektiv.