Debat: Politikerne blev forført til forbud mod flamingokopper

Brugt plast skal indsamles og genanvendes, det skal selvfølgelig ikke ende som plastaffald i naturen. Det gælder også Flamingoplast, som er et varemærkenavn for EPS – ekspanderet polystyren.

Vi mener dog, at løsningen på én udfordring ikke bør skabe andre og større miljø- eller klimamæssige udfordringer.

Hvilket skete, da EU-politikerne til allersidst i processen øjeblik tilføjede et særforbud mod EPS-kopper i EU’s engangsplastdirektiv.

I bogen ’At tænke hurtigt og langsomt’ kan man finde en forklaring på, hvorfor politikerne har trang til denne form for snuptagsløsninger.

Forfatteren, nobelprisvinder i Økonomi Daniel Kahneman, har påvist, at menneskets hjerne – uden at vi er opmærksomme på det – omdanner komplicerede spørgsmål til lignende spørgsmål, men som er nemmere at svare på.

Eksempelvis hvilke plasttyper er hyppigt forekommende i havmiljøet? Et spørgsmål, som kræver, at vi kender vægten på plasten i havet. Men fordi vi ved hvor mange plaststykker, der er på strandene, så snyder hjernen os og omdanner spørgsmålet.

Hjernen får os til at tro, at svaret på spørgsmål nr. 2, er svaret på spørgsmål 1. Som regel betyder det ikke noget, men i dette tilfælde, fik vi en miljømæssigt forkert regulering.

Bakker op om mål

Først og fremmest vil jeg sige, at desværre ender en lille del af EPS’en i havet, så naturligvis bakker vi i EPS-branchen op om målsætningerne i EU’s engangsplastdirektiv om at reducere plastforureningen i verdenshavene.

Problemet med flamingokop-forbuddet er, at det efterfølgende har vist sig, at særforbuddet fjerner under 200 kilo EPS årligt fra Østersøen, som – måske – bare erstattes af anden engangsplastemballage.

Det kan man i hvert fald udlede af en norsk undersøgelse, som gennemførtes på baggrund af særforbuddet. Undersøgelsen viser, at særforbuddet i bedste fald ingen effekt har på den samlede mængde plast i havet – og i værste fald øges det. Analysen viser nemlig, at EPS-engangskopper ender relativt mindre i havmiljøet end andre engangsplastemballager.

Konkurrenter bruger forbud som argument

EPS, altså ekspanderet polystyren, produceres ved, at særlige polystyrenperler udsættes for vanddamp, så de opskummer. Det færdige EPS-materiale består herefter af 98 procent luft og 2 procent plast. I produktionen af EPS benyttes begrænsede ressourcer, og produktion af alternativer udleder ofte mere CO₂.

I Danmark producerer vi ikke EPS-kopperne, og på europæisk plan er produktionen minimal. Så særforbuddet har ingen direkte økonomisk betydning for de medlemmer, jeg repræsenterer.

Vi kan godt leve med forbuddet, men desværre oplever vi, at konkurrenter bruger særforbuddet og omtalen til at italesætte andre EPS-produkter negativt. Det sker selv om, at Miljø- og Fødevareministeriet vurderer, at »miljømæssigt bedre alternativer ikke er tilgængelige for alle anvendelser«. Kort sagt: den miljømæssigt bedste løsning fravælges.

Særforbuddet gavner ikke miljøet

Tilføjelsen om EPS blev vedtaget uden forudgående vurdering af miljø- og klimakonsekvenserne. Primært på baggrund af strandstudier, som ikke egner sig til vurdering af EPS i havmiljøet.

Da EPS-kopper forbydes i engangsplastdirektivet, mens brugen af andre engangsplastkopper begrænses, så kan EPS-kopper erstattes af andre engangsplastkopper. Her kan de fleste nok genkende situationen, hvor man bruger flere kopper for ikke at brænde fingrene på varm kaffe. Og ofte vejer andre engangsplastkopper mere end EPS-kopperne.

Således er det sandsynligt, at særforbuddet øger plastproduktionen, da der skal produceres flere og tungere kopper i stedet for EPS-kopperne. Og hvis den norske undersøgelse er repræsentativ, betyder det mere plast i havet, end hvis EPS-kopperne var reguleret som andre engangsplastkopper.

EPS falder ikke til bunds

Begrundelsen for særforbuddet var, at EPS udgjorde mere end 31 procent af plasten på europæiske strande. Det var et fejlagtigt argument. Man fejllæste datagrundlaget og overså, at EPS kun udgjorde en andel af de kategorier, som blev optalt. De kategorier, som kun indeholdt EPS, udgjorde 0,96 procent af plasten – optalt i antal stykker, men ikke efter vægt.

Heldigvis fik Miljø- og Fødevareministeriet undersøgt omfanget af EPS i Østersøen. Ministeriet troede, at EPS udgjorde »omkring 25 procent af den plastik som skyllede i land på de danske strande og forventes at være en væsentlig kilde til plastik i havmiljøet«. Igen var datagrundlaget fejllæst.

Rapporten afdækkede, at i landene omkring Østersøen udgjorde EPS mellem 1 og 10 procent af de plaststykker, som skyllede i land. Udfordringen er, at 70 (kilde 1) til 90 procent (kilde 2) af plasten i havet synker til bunds og ikke indgår i strandstudier.

»I en verden med og hurtigt skiftende mediedagsordner, så har miljøet behov for, at politikere er ekstra opmærksomme, så de ikke lader sig forføre af simple snuptagsløsninger«

Men da al EPS flyder, kan strandstudier ikke stå alene, hvis man vil sige noget om mængden af EPS i havmiljøet. Det fremgår også af rapporten, som Miljø- og Fødevareministeriet havde bestilt.

I rapporten kan man også læse vægten af den EPS, som årligt ender i Østersøen: 10-100 tons eller under 0,02 procent af den samlede produktion. Stadig for meget, og derfor kræver vi i EPS-branchen, at medlemmerne forebygger plast i havet.

I forhold til al plast i Østersøen udgør EPS højst 0,6 procent af de mellem 17.500-24.000 tons, som årligt ender i Østersøen. Det er nogenlunde samme andel, som EPS udgør af plasten i den nordlige plastsuppe i Stillehavet. Noget mindre end de 31 procent, som var begrundelsen for forbuddet.

Vi skulle i stedet have reguleret EPS som al anden engangsplastemballage. Det ville forbygge mere plast i havet.

I en verden med fake news og hurtigt skiftende mediedagsordner, så har miljøet behov for, at politikere er ekstra opmærksomme, så de ikke lader sig forføre af simple snuptagsløsninger.

Det oprindelige indlæg er bragt i Politiken Klima & Miljø d. 14. maj 2020.