EPS-branchen offentliggør nu optagelsen og præsentationerne fra webinaret Solceller på flade tage. Interessen viser et tydeligt behov for at afklare, hvilken brandadfærd der er acceptabel, når solceller ændrer forholdene på taget.
Den 18. september deltog knap 100 fagfolk fra blandt andet rådgivning, byggeri, forsikring, myndigheder, beredskab og materialeproduktion i EPS-branchens webinar, der blev afholdt i samarbejde med NEPSA.
På webinaret præsenterede RISE Fire Research, Etex, Swisspearl, Solar Polaris og EPS-branchen viden om ændret branddynamik, europæiske storskalaforsøg, cementbaserede varmeabsorberende plader samt montage, punktlaster og bæreevne.
SE WEBINARET OG HENT MATERIALET.

Solceller ændrer forudsætningerne
Solcellepaneler skaber et delvist lukket hulrum over tagmembranen. Ved brand kan hulrummet fastholde varme, føre flammer tilbage mod tagoverfladen og øge den vertikale påvirkning og den horisontale brandspredning. Derfor kan brandsikkerheden ikke vurderes alene ud fra isoleringens brandklasse eller andre enkeltkomponenters egenskaber.
Webinaret rejste samtidig spørgsmålet, om præaccepterede løsninger, hvor den ændrede brandpåvirkning fra solceller, ikke er særskilt dokumenteret, uden videre kan anvendes, når PV-installationen ændrer brandpåvirkningen. Det er ikke en konklusion om, at løsningerne generelt er utilstrækkelige. Det er et spørgsmål om, hvorvidt deres forudsætninger fortsat holder.
Tre storskalaforsøg viste tre forskellige forløb
De viste forsøg omfattede EPS med coverboard, mineraluld med coverboard og mineraluld uden coverboard. I mineraluldsopbygningen reducerede coverboardet den horisontale flammespredning sammenlignet med mineraluld uden coverboard. Flammespredningen var dog større end i den viste EPS-opbygning med coverboard, hvor branden selvslukkede.
Forsøgsprogrammet blev etableret for at undersøge den samlede tag-PV-opbygning og byggede videre på erfaringer fra tidligere internationale forsøg, blandt andet fra DBI og ZAG/FRISSBE. EUMEPS, den europæiske brancheorganisation for EPS, og IVH, den tyske brancheforening for EPS-isolering, bestilte programmet, Kiwa BDA gennemførte storskalaforsøgene, og DBI bidrog til forsøgsdesign og instrumentering, overværede forsøgene og analyserede efterfølgende forsøgsrapporter, videoer og temperaturmålinger.
I det viste forsøg med EPS og 12 mm coverboard viste temperaturmålingerne samtidig, at coverboardet begrænsede varmeoverførslen til EPS’en. Ved de instrumenterede målepunkter under pladen lå temperaturerne omkring eller under 100 °C og dermed under projektets eget mål på 150 °C. Det svarer til en begrænset varmepåvirkning ved målepunkterne og stemmer overens med de observerede resultater. EPS’en trak sig lokalt tilbage umiddelbart under antændelseskilden, men der blev ikke observeret forbrænding i isoleringen eller en fortløbende involvering af EPS’en i takt med brandens spredning på tagoverfladen.
Det dokumenterer ikke en generel rangordning af isoleringsmaterialer. Det viser, at en cementbaseret varmeabsorberende plade kan fungere som en systemkomponent med dokumenteret effekt i den konkret testede opbygning, og at hele tagopbygningen inklusiv solceller skal vurderes.
Resultaterne er ikke en generel produktgodkendelse. Bedre brandadfærd end en reference viser heller ikke i sig selv, om løsningen er god nok. Først skal det defineres, hvor langt en brand må trænge ned, hvor langt den må sprede sig, og hvor længe den må fortsætte.
EPS-branchen og NEPSA opfordrer myndighederne til at præcisere, hvilken brandadfærd et tag-PV-system skal dokumentere. Det kræver klare, materialeneutrale acceptkriterier og koordinering mellem bygningsregulering, elområdet, brandteknisk dokumentation og standardisering.
Konsekvenserne rækker ud over flammerne
En brand, der spreder sig horisontalt, kan beskadige en større del af tagmembranen og tagopbygningen. Røg og sod kan desuden påvirke inventar, tekniske installationer og aktiviteter uden for selve brandarealet. Hvis membranen beskadiges, kan slukningsvand og efterfølgende regn øge skaden og forlænge driftsafbrydelsen.
Robust byggeri kræver derfor en samlet vurdering af brand, statik, vand og fugt, klima, miljø, drift og levetid. Et stift cementbaseret coverboard kan eksempelvis både påvirke brandforløbet og bidrage til at fordele punktlaster, men pladens tykkelse, vægt og fastgørelse skal indgå i den samlede projektering.
Se webinaret og hent materialet
På materialesiden findes webinaroptagelsen, oplægsholdernes præsentationer, NEPSA’s position paper og policy brief samt links til teknisk baggrundsmateriale. Siden vil løbende blive opdateret.
Supplerende teknisk materiale findes på EUMEPS’ temaside.