Göteborg Havn har velfungerende system til genanvendelse af fiskekasser af EPS.

Genanvendelse af fiskekasser af EPS, også kendt som Flamingo, er velkendt. Göteborg havn har etableret et velfungerende system til indsamling og genanvendelse af EPS. Vores svenske kollegaer har været på studietur til Göteborg.

Del:

Sweden Seafood har i flere år haft en indsamlings- og genbrugsordning for EPS-fiskekasser ved havnen. Vores søsterorganisation i Sverige;  EPS Sverige var for nylig på studietur for at se nærmere på, hvordan det fungerede i praksis.

Sweden Seafood ligger i fiskerihavnen i Göteborg. Her opkøbes og forarbejdes norsk laks til det svenske marked. For et par år siden investerede de i en komprimator for at sikre, at de store mængde fiskekasser, som virksomheden dagligt håndterer, kan genanvendes istedet for at blive sendt til forbrænding. Samtidig tilbyder Sweden Seafood, at andre fiskevirksomheder i området kan benytte løsningen, da de kan aflevere deres brugte fiskekasser af EPS til Sweden Seafood. Dermed er skabt et velfungerende system, som sikre effektiv genanvendelse af EPS i den cirkulære økonomi. Et system som er til gavn for hele fiskehavnen.

– “Sammen med vores kolleger i fiskeindustrien indsamler vi hver uge mellem 1-2 tons EPS her i fiskehavnen i Göteborg, hvilket svarer til mellem 1500 og 3000 store fiskekasser”, siger Mikael Sjövall – kvalitetschef hos Sweden Seafood til EPS Sverige.

De indsamlede fiskekasser, som skal efterlades tomme på indsamlingsstedet, føres manuelt ind i en komprimator, og mængderne reduceres op til 40 gange. Den komprimerede EPS-plast opdeles derefter i større blokke og læsses på paller, som derefter let kan samles op og sendes videre til genbrug.

– “Der er i øjeblikket stor efterspørgsel efter komprimeret EPS, og vi har endda et lille økonomisk overskud på systemet på trods af, at det kræver meget manuelt arbejde på komprimatorerne“, fortsætter Mikael Sjövall.

Studieturen var et led i et SCIP-forskningsprojekt: Stop the Cycle of Industrial Plastic, som ledes af IVL Swedish Environmental Institute og fokuserer på at øge genanvendelsen af erhvervsemballage.

– “Det var imponerende at se, at et så velfungerende system kunne skabes med relativt enkle midler og et fint samarbejde mellem flere aktører. Det er helt sikkert noget, vi vil tage med os i vores fremtidige arbejde med projektet,” siger Henrik Oxfall, sekretær for EPS Sverige.