Juelsminde Fisk sparer mange penge på affaldshåndtering

Fiskehandleren på havnen i Juelsminde arbejder målrettet på at nedbringe sit miljøaftryk. En aftale med en genbrugscentral i Hedensted har forvandlet mange tons affald til en overskudsforretning

Del:

Med 150 nye fiskekasser hver uge – og flere i højsæsonen – har der tit været pladsproblemer hos Juelsminde Fisk.

“De tomme kasser stod overalt – i vores kølerum, i butikken og på vores lager. Vi kunne fylde affaldscontaineren med dem så hurtigt, at den skulle tømmes to gange om ugen, selvom vi også tit var inde i den for at presse dem sammen,” siger Jacob Boesen, sælger hos Juelsminde Fisk.

Butikken købte en EPS-presser, som forvandler de mange kasser til små stave. Det lettede på pladsproblemet. Men det plagede stadig sælger Jacob Boesen, at de store mængder EPS bare blev smidt ud med restaffaldet.

“Så jeg spurgte på Facebook, om der ikke var nogen, der kunne genbruge dem. Og det var der heldigvis,” siger Jacob Boesen, sælger hos Juelsminde Fisk.

En kommentar førte ham på sporet af genbrugscentralen i Hedensted, som gør brugt EPS klar til brug i produktionen af ny emballage.

Sparer CO2 og tjener på EPS

Før skulle en lastbil bytte Juelsminde Fisks store affaldscontainer ud to gange om ugen. I dag har butikken så lidt restaffald, at den kun har en almindelig plastikcontainer til restaffald. Den tømmes endda kun én gang om ugen.

Én gang om måneden kører Jacob Boesen ind til genbrugscentral på vej hjem. Han kan tage cirka 700 pressede fiskekasser med på en enkelt palle. Det giver god mening på flere måder.

“Det er jo genialt, at de kan lave nye kasser af alle de molesterede fiskekasser. Vi sparer store mængder diesel og forurening. Det er vigtigt for os at være med på den grønne omstilling, og vi sparer penge på det, så egentlig måtte de have fået det gratis,” siger Jacob Boesen.

Der er dog så god betaling for brugt EPS, at det godt kan betale sig at skylle og presse kasserne – selv for virksomheder, der også måtte have brug for at sende dem med en fragtmand til Hedensted.