EPS-branchen har netop udgivet en ny og opdateret vejledning for korrekt håndtering af ekspanderet polystyren (EPS) på byggepladser. Denne vejledning, der er en del af branchens indsats for at fremme miljøansvarlighed og sikkerhed, tilbyder klare retningslinjer for forebyggelse af spild, korrekt opbevaring, affaldshåndtering og brandsikkerhed.
Vejledningen er udarbejdet med fokus på både miljømæssige og sikkerhedsmæssige hensyn og giver praktiske råd til byggebranchen. Blandt de centrale emner i vejledningen er effektive metoder til sortering og transport af EPS-affald, forebyggelse af spild til miljøet samt sikre procedurer ved varmt arbejde. Vejledningen er designet til at understøtte byggepladsers bidrag til den cirkulære økonomi og sikre korrekt anvendelse og genanvendelse af EPS-materialer.
“Med denne vejledning ønsker vi at gøre det lettere for byggebranchen at håndtere EPS på en måde, der både beskytter miljøet og sikrer sikkerheden på byggepladsen,” udtaler Chresten Heide-Anderson, projektchef i EPS-branchen. “Vores mål er at fremme ansvarlig brug af EPS, samtidig med at vi reducerer risikoen for miljøpåvirkninger og sikrer høj genanvendelsesgrad.”
Den nye vejledning kan downloades fra EPS-branchens hjemmeside og er gratis tilgængelig for alle aktører i byggebranchen.