EPS-branchen tvivler på EU tal om EPS i havene

Del:

Engangsplast skal forbydes, og plastproducenterne skal i høj grad stilles økonomisk til ansvar for den plast, der produceres og potentielt ender i naturen. Det mener Europa-Parlamentet, der for et par uger siden stemte ja til et direktivforslag fra EU-Kommissionen. Det skriver Plastforum, som har citeret EPS-branchens formand Henrik Vasylyeva:

“Europa-Parlamentet har blandt andet sagt ja til et forslag, der indebærer et forbud af fødevare- og drikkebeholdere i EPS (ekspanderet polystyren, også kendt som flamingo -red.), angiveligt fordi en undersøgelse, der er udarbejdet forud for forhandlingerne, viser, at EPS udgør op mod 31 procent af det materiale, der findes på europæiske strande. Hvis det er sandt, er der tale om så store mængder, at de bør indsamles og genbruges. Men vi tvivler på tallene, blandt andet fordi polystyren og ikke ekspanderet polystyren er nævnt i undersøgelsen – og i øvrigt blandet sammen med en række andre plasttyper. Derfor forstår vi ikke et specifikt forbud mod EPS som fødevareemballage.”

Han fortsætter, og uddyber til Plastforum: “Vi finder det specifikke forbud af EPS-emballage som uholdbart og unfair. Vi får ingen steder dokumentation for, at alternativerne til EPS er mindre skadelige for vores natur.”