Alternativets miljøordfører på besøg hos BEWISynbra til dialog om plastgenanvendelse

Christian Poll, Alternativets miljøordfører, var i slutningen af januar på besøg hos BEWISynbra i Holbæk. Formålet var at drøfte BEWISynbras erfaringer med genanvendelse af EPS (ekspanderet polystyren). Det er et strategisk forretningsområde for koncernen, men det forudsætter bedre og mere ensartede indsamlingsregler af EPS i kommunerne.

Del:

Christian Poll, folketingsmedlem og miljøordfører for Alternativet, besøgte onsdag d. 30. januar 2019 BEWiSynbras fabrik i Holbæk.

Virksomheden producerer bl.a. fødevarekasser, emballage og komponenter i EPS (ekspanderet polystyren) – også under varemærket Flamingo.

Formålet med besøget var bl.a. at give Christian Poll et indblik i BEWISynbras strategiske satsning på øget genanvendelse af EPS. Koncernen har en ambition om at genavende 60.000 tons EPS om året inden for en kort årrække – og derfor lancerede koncernen sidste efterår den ny forretningsdivsion BEWISynbra Circular.

Som led i besøget fik Christian Poll en dybdegående introduktion til EPS som materiale og dets mange anvendelsesmuligheder, BEWISynbras historie og ikke mindst en rundvisning i produktionen.

Christian Poll fortæller:

Det er altid spændende at besøge virksomhederne og blive klogere på de løsninger og tiltag, som de arbejder med, når det gælder genanvendelse. Den viden er vigtig i det politiske arbejde, så vi på Christiansborg kan vedtage lovgivning som understøtter virksomhedernes omstilling til den cirkulære økonomi.

Christian Poll fortsætter:

– Det er godt, at en koncern som BEWISynbra kommer på banen med deres egne ambitiøse mål for genanvendelse af EPS. Det er positivt, for det er den vej, som virksomhederne skal. Der er behov for, at EPS får sin egen affaldsstrøm, da det er nemt at kende. På den måde vil vi kunne sikre, at EPS indgår effektivt i den cirkulære økonomi.

At EPS ikke kan genanvendes er en myte

Finn Brødløs, ansvarlig for BEWISynbra Circular i Danmark, var glad for besøget:

– Det er desværre en udpræget myte, at EPS ikke kan genanvendes. Derfor er det naturligvis centralt for vores nye forretningsområde, at vi får ændret den misforståelse – særligt blandt politiske beslutningstagere, som jo sætter rammerne for indsamling af EPS i Danmark. Ellers kan vi reelt ikke indsamle de mængder, som vi gerne vil genanvende, for så ender det i stedet i småt brændbart, hvilket er en skam for brugt EPS er en 100 % genanvendelig ressource.

Finn Brødløs fortsætter:

– Derfor er det positivt, at vi kan have en konstruktiv og god dialog med Christian Poll. Selvom det ikke er Folketinget, som håndterer affaldshåndteringen, så sætter de rammerne for, hvad det er muligt at genanvende i Danmark. Og hvor god økonomi, der er i genanvendelsen – hvis eks. EPS skal effektivt genavendes, så det er rentabelt for alle parter, så skal det samles og presses sammen decentralt – og det skal have sin egen affaldsstrøm. Men så kan vi også konstatere, at der er økonomi i indsamling af EPS’en – også for kommunerne.

Her ses Finn Brødløs, ansvarlig for BEWISynbra Circular – Christian Poll, Alternativet – Marianne F. Nielsen, HSEQ Manager i BEWiSynbra Denmark.

Vigtigt med dialog med politikerne

Besøget hos BEWISynbra blev afviklet i samarbejde med EPS-branchen, som er en del af Plastindustrien.

Chresten Heide-Anderson, projektchef i EPS-branchen, er glad for den politiske interesse for branchen.

For det er utrolig vigtigt, at politikerne forstår de brancher, som de vedtager rammerne for – og at de kender de seneste trends på markedet, så de ikke regulerer på baggrund af myter.

– Det er positivt, at Christian Poll tager sig tid til at høre mere om den udvikling, som er sket inden for genanvendelse af EPS. Det er marked, hvor der er sket store teknologiske udviklinger, så hvad der ikke var rentabelt for få år siden, nu er ganske attraktivt. Det er vigtigt, at politikerne er klar over, at vi i branchen gerne påtager os vores del af ansvaret, og at vi bidrager til øget genanvendelse.