Festivalen Kalundborg Rocker begyndte i år at sikre genanvendelse af istønder af EPS. Alle tønder er kommet retur til festivalen, og det ikke var noget større arbejde at indsamle dem. Formand for festivalen, Steen Jensen, betegner det som en kæmpe succes. Løsningen var simpel: pant på tønderne.
For 20. gang samledes folk på festivalen Kalundborg Rocker til god musik og familiehygge. Festivalen, som samlede ca. 8.000 gæster og havde over 700 frivillige, er ikke blandt de største festivaler i Danmark. Alligevel samles en del mennesker på festivalen hvert år.
Selvom festivalen ikke er blandt de største, er den lidt af en first mover. Den har nemlig sikret 100 procent genanvendelse af de istønder af EPS, som bliver anvendt på festivalen. Steen Jensen, formanden for Kalundborg Rocker, fortæller:
- Vi indførte pant på vores EPS-tønder på 35 kr. plus moms til boderne på festivalen. Det har været en kæmpe succes, og der var ikke noget større arbejde med at indsamle tønderne. Vi sparrede en masse penge på brændbart affald ved i stedet at sørge for, at al EPS’en er indsamlet til genanvendelse.
Det er ikke kun indsamling af EPS, som er en nyskabelse på festivalen, som i år også åbnede for et campingområde. Området er velfungerende men ikke enormt.Derfor havde man ikke overvejet, om der også skulle være pant på EPS-tønder hos campisterne.
- Eftersom det er nyt for os med et campingområde, så havde vi ikke overvejet også at indsamle EPS blandt campisterne. Det er dog heller ikke os, som har solgt dem tønderne, så jeg ved ikke, om der var nogen overhovedet. Jeg kan dog ikke se, at der er noget som helst, der skulle gøre, at vi ikke kunne anvende en pant ordning til campisterne. Så det er helt sikkert noget, som vi vil gøre næste år.
Indsamlingen af EPS har ikke kun været en succes ud fra en miljøbetragtning. Det har også været økonomisk fordelagtigt, for festivalen har sparet en del på tømning af containere.
- EPS vejer jo intet, men det fylder en del, så når man betaler for at få tømt en container, så ses der ikke så meget på, hvor affaldet vejer, men på antallet af containere,Kan man få EPS’en ud af affaldscontaineren, er der penge at spare. Og vi har jo fundet ud af, at det nemt at genanvende.
Billederne fra Kalundborg Rocker er stillet til rådighed af festivalen.
Fik ideen ved et tilfælde
Hos Kalundborg Rocker har man fokus på genanvendelse. Derfor har man et samarbejde med affaldseksperter, som skal rådgive festivalen om, hvordan man kan reducere affaldsmængderne ved at øge genanvendelsen.
Selvom man har haft ekspertrådgivere, er det faktisk lidt af et tilfælde, at Kalundborg Rocker er blevet first mover på indsamling og genanvendelse af EPS. Ideen kom nemlig fra formanden selv. Det skyldes, at formanden for festivalen ved siden af driver fem Punkt1 butikker i Vestsjælland. Og her har han igennem mange år stiftet bekendtskab med EPS.
- Med fem butikker spredt over Vestsjælland har vi en hel del EPS. Faktisk noget i omegnen af tre 20 fods containere om ugen. Det fylder jo en del, og jeg har derfor længe overvejet, hvordan jeg kunne undgå, at det blev sendt til forbrænding.
Løsningen var ret simpel, eftersom Steen Jensen har fundet ud af, at han ved at samle EPS’en ind og komprimere den kan opnå en besparelse på mindst 50.000 kr. Når der kører biler mellem de fem butikker, så tager de den brugte EPS-emballage med tilbage til butikken i Kalundborg, hvor EPS’en så komprimeres og sælges til en genanvendelsesvirksomhed.
- Det koster ikke noget at samle EPS’en ind, for ellers ville bilerne jo bare køre tomt. Det giver god mening, og vi kommer til at tjene langt mere end de 50.000 kr. på tre år, som er blevet beregnet. Så investeringen i en presser tjener sig hurtigt hjem.
Hos Punkt1 i Ringsted, Gørlev, Slagelse, Asnæs og Kalundborg indsamler man således EPS’en og sørger for, at den bliver presset sammen og sendt til genanvendelse.