Hos Norfors sorteres allerede meget af affald, og nu skal borgere og erhvervsliv også til at udsortere EPS, også kendt som flamingo. EPS-branchen var inviteret med til åbningen af anlægget.
Tirsdag den 2. november 2021 kunne Norfors sammen med næstformand i Norfors bestyrelse og borgmester Jens Ive samt formand for Miljø- og teknikudvalget i Rudersdal Court Møller således indvie endnu et tiltag i den grønne omstilling – et flamingoanlæg på Blokken Genbrugsplads i Birkerød. Her har Norfors installeret en flamingokomprimator med tilhørende materiel såsom container og opbevaringshus.
”Udrulning af affaldssortering, som sikrer nyttiggørelse af ressourcerne og gør fjernvarmen grønnere ved udsortering af plast, er en målsætning i Rudersdal. Flamingoanlægget er et af de tiltag, der understøtter denne målsætning”, sagde Court Møller ved indvielsen.
Flamingoanlægget sikrer, at den rene hvide flamingo, som hidtil er blevet energiudnyttet, nu kan genanvendes. Det er ikke alene godt for miljøet, det er også økonomisk bæredygtigt.
”Det er en ikke ubetydelig gevinst for klimaet, at vi i dag kan genanvende flamingoen”, sagde Jens Ive. Når flamingo genanvendes, reduceres CO2-emmissionerne for det nye materiale med 40% eller mere i forhold til nyfremstillet flamingo. CO2-emmissionerne fra den hidtidige afbrænding reduceres ifølge ESP-branchen, der er en del af brancheorganisationen Plastikindustrien, med 3,3 kilo CO2 for hvert kilo flamingo. Endelig reduceres CO2-emmissionerne også ved transport, da komprimeret flamingo fylder væsentligt mindre end ikke-komprimeret.
Norfors regner med at kunne generere 82 ton ren hvid flamingo på anlægget det første år. Ukomprimeret har 82 ton en massefylde på 4100 m3, hvorimod det komprimeret kun fylder 205 m3.
Ren hvid flamingo består af 2% polystyren og 98 % luft. De 2% polystyren kan i den rene form genanvendes – næsten – i det uendelige til ny flamingo. Det kan desuden genanvendes til eksempelvis havestole, bøjler og blomsterbakker. Ren hvid flamingo er tillige en værdifuld fraktion og den genanvendes og afsættes over hele verden til en stadigt stigende salgspris. Norfors forventer en samlet besparelse på 100.000-150.000 kr. årligt det første år.
Flamingoanlægget bidrager dermed positivt til de fælles ambitioner om en klimavenlig og bæredygtig omstilling til et cirkulært samfund, hvor genanvendelse desuden er økonomisk bæredygtig.
Borgere og erhvervsliv bedes aflevere ren hvid flamingo direkte på genbrugspladserne.