Tirsdag d. 22. februar fik EPS-branchen fornemt besøg af Kristendemokraternes formand Isabella Arendt samt byrådsmedlem i Hedensted Kommune Birgit Jakobsen. Formålet var at sikre input til effektive løsninger i den grønne omstilling. Besøget bød på rundvisning hos brancheforeningens medlemmer – herunder produktionsvirksomheden Jackon Danmark A/S.
EPS, også kendt som flamingo, bidrager med en række værdifulde løsninger i den grønne omstilling, men løsningerne er ikke velkendte for alle. Derfor var EPS-branchen glade for at kunne invitere en delegation fra Kristendemokraterne inden for til dialog om, hvordan EPS kan være en del af løsningen:
”EPS er, som anden plast, en værdifuld ressource med unikke egenskaber. Når vi benytter EPS korrekt, kan vi levere uundværlige bidrag til at løse samfundets udfordringer nu og i fremtiden,” fortæller projektchef i EPS-Branchen Chresten Heide-Anderson.
EPS-Branchen vil have flere indsamlingssteder på landets genbrugspladser. Samtidig vil de have fairness, når det gælder klimaafgifter og afgifter for udvidet producentansvar.
Vigtigt med dialog om grøn omstilling
Kristendemokraternes formand Isabella Arendt har fornyligt publiceret videoer med afsæt i FN’s Verdensmål – herunder en video om Verdensmål 14 – omhandlende livet i havet og den problematik, vi står overfor med plast i Verdenshavene. En udfordring som EPS-branchen også er en synlig del af.
”Vi vil gerne i dialog om grøn omstilling og forebyggelse af plast i naturen og fortælle, hvad vi gør,” siger Chresten Heide-Anderson, projektchef i EPS-Branchen, og fortsætter; ”Vi har som branche et ansvar for at løse de udfordringer, der er, men det er samtidig vigtigt, at reguleringen er baseret på fakta og relevante måltal.”
Kristendemokraternes partiformand Isabella Arendt er enig i, at politiske beslutninger skal træffes på baggrund af relevante kriterier, så samfundet opnår de resultater, som er målsætningen med reguleringen:
”Vi skal den grønne omstilling, men det koster også noget, at gøre det. Hvis vi skal sikre den grønne omstilling, er det relevant at have de rigtige parametre at måle ud fra. Vi skal have solide rammebetingelser samt teknologi- og materialerammer, som virksomhederne kan finde de rigtige løsninger ud fra.”
Møde med fokus på miljøfordele
Under besøget hos Jackon fik Isabella Arendt og Birgit Jakobsen en introduktion til virksomheden og de miljømæssige fordele, der er ved anvendelse af EPS i byggematerialer og emballage. De blev også præsenteret for Jackons radonløsninger samt det oplysningsarbejde, som virksomheden udfører i branchen i forbindelse med lovgivning om korrekt radonsikring.
”Gæsterne virkede meget interesserede, og vi havde god dialog om både isoleringsværdi, holdbarhed af madvarer, miljøtiltag, radonsikring, muligheder for genbrug osv. Vi tror, at mødet har været med til at nuancere holdningen til anvendelse og genanvendelse af EPS i byggematerialer og emballage,” siger Jackons kvalitets- og miljøchef, Anders Evendorff Sørensen.
Kommunerne skal sikre indsamling af EPS
Efter introduktionen blev gæsterne vist rundt på fabrikken i Hedensted, hvor de fik indblik i produktion af EPS-byggematerialer samt de aktiviteter, som Jackon gør i forbindelse med genanvendelse af internt affald, herunder afskær, samt forbyggende tiltag for at hindre plastudslip fra fabrikkens område.
”Vi har miljøvenlige produktionsformer, og vi ønsker at genanvende EPS i langt større omfang, end vi gør i dag, men vi mangler indsamlingssteder og standarder for sortering og renhed. Vi kan kun indsamle EPS fra vores egne kunder hos Jackon, da vi vil blive pålagt miljøgodkendelser som affaldsmodtager. Derfor kan vi ikke modtage EPS-emballage fra husholdningerne. Det mest oplagte er, at det styres fra et sted, hvor borgerne alligevel afleverer deres affald. Vi granulerer allerede afskær fra egenproduktion ned i perleform og støber dem sammen med opskummede perler, som indgår i nye isoleringsmaterialer. Det vil vi også kunne gøre med sorteret og rent EPS, der er indsamlet på genbrugspladser,” siger Jackons kvalitets- og miljøchef, Anders Evendorff Sørensen.
Chresten Heide-Anderson tilføjer:
”Det er en udfordring, at kun 46 ud af landets 98 kommuner har containere til indsamling og genanvendelse af EPS. EPS er 100% genanvendeligt, og bliver det ikke genanvendt, er det spild. Når halvdelen af landets genbrugspladser siger, at EPS ikke kan genanvendes, er det et stort problem, for så gør man det ikke. Når vi skal vurdere, om noget er genanvendeligt, skal det være på oplyst baggrund.”
EPS-Branchen arbejder fortsat på at komme i dialog med landets kommuner og forventer, at alle danskerne kan aflevere EPS til genbrug inden udgangen af 2024.
Vil have fairness i den grønne omstilling
Under besøget hos Jackon præsenterede Chresten Heide-Anderson ligeledes EPS-Branchens arbejde med fokus på miljøfordele og genanvendelse af EPS, men beskrev også de udfordringer, som brancheforeningen og dets medlemmer møder i forbindelse med den grønne omstilling:
”Vi er parate til, at der kommer omkostninger til indsamling og håndtering af bl.a. EPS-emballage i forbindelse med ikrafttrædelsen af det udvidet producentansvar. Men vi mener, at der bør fastsættes en ensartet serviceramme for indsamling af affald, og så kan kommuner udvide serviceniveauet, hvis de ønsker dette. Vi mener ikke, at producenter af emballage, hvis affald ikke ender i skraldespanden på de kommunale gågader, skal betale omkostningerne til tømning af sådanne skraldespande.”
Han fortsætter:
”I forhold til klima- og energiafgifter, mener vi, at isoleringsmaterialer skal behandles ens. Vi har som samfund en stor interesse i at sikre energieffektive bygninger. Det gøres ved ensartede afgifter. Isoleringsmaterialer isolerer ikke alle lige godt, og det betyder, at der skal benyttes langt mindre EPS-isolering end ved anvendelse af eksempelvis traditionelle isoleringsmaterialer. Derfor er det vigtigt med en ensartet afgift, så der ikke gives rabat på klimaafgifterne til materialer, som måske udleder relativt mere CO2.
”Generelt har EPS gode miljøtal, når man sammenligner med alternative materialer til samme brug. Det er bare vigtigt, at man tager højde for, hvor meget materiale, der skal anvendes til at sikre den samme løsning – uanset om det er isolering eller emballage. Derudover skal man huske at tage højde for klimapåvirkningen ved at genanvende materialerne,” uddyber Chresten Heide-Anderson.
Dagen sluttede på Hedensted Genbrugsplads og med et besøg hos BEWi Circular, der netop arbejder med indsamling og genanvendelse af EPS fra de kommunale genbrugspladser.