Borgmesterbesøg hos Jackon styrker samarbejdet

I sidste uge havde Jackon Danmark A/S fornøjelsen af at vise kommunaldirektør, Steinar Eggen Kristensen, erhvervschef, Carsten Steffensen og Borgmester, Ole Vind rundt på fabrikken i Hedensted, hvor virksomheden producerer isoleringsmaterialer i EPS (Ekspanderet Polystyren) til byggebranchen.

Del:

Besøget hos Jackon i Hedensted blev arrangeret på initiativ af Kommunen, som ønsker at besøge de lokale virksomheder.

– Vi ønsker at være en erhvervsvenlig Kommune og få viden om det erhvervsliv, vi har. Det får vi ved at tage ud og møde virksomhederne og ved at vise, at vejen til os er kort. Vi er i en positiv udvikling, hvor både vores erhvervsliv og bosætning udvider, siger Ole Vind, Borgmester i Hedensted Kommune.

Besøget gav isoleringsproducenten anledning til at vise fabrikkens nye udvendige lagerareal på godt 5.000 m2 frem samt en dialog om samarbejdet med kommunen i forbindelse med behandlingen af byggetilladelsen.

– Hos Jackon er vi gode til at producere isolering, men vi er som sådan ikke eksperter i processerne omkring byggetilladelser. Derfor var det også positivt, at vi under besøget fik lejlighed til at vise vores nye lagerareal frem og få god sparring i forhold til fremtidige byggetilladelsesprocesser, siger Jesper Vind Andreasen, produktionsdirektør hos Jackon Skandinavien.

På programmet var også en kort præsentation af Jackons historie og potentielle fremtidsplaner samt en drøftelse af den presserende udfordring mange virksomheder befinder sig i omkring energisituationen. Der blev også tid til snak om bæredygtighed, hvor Jackon informerede om de bæredygtige initiativer, der arbejdes med. Herunder at EPS er 100% genanvendeligt, og at Jackon opsamler og genanvender afskær i ny produktion af EPS. Samtidig har virksomheden gjort en række foranstaltninger, som skal sikre, at EPS ikke kommer på afveje fra fabriksområdet.

– Jeg synes, det er positivt at Kommunen byder sig til hos virksomhederne. Det får alle parter noget ud af. Gæsterne var meget interesserede, og vi var glade for at vise dem rundt på fabrikken og fortælle om, hvad vi arbejder med, slutter Jesper Vind Andreasen.