“Ved Ryparken Station føres et nyt stisystem over motorvejen. Fundamentet bæres bl.a. af lette blokke af ekspanderet polystyren,” kan man læse hos Building Supply DK.
Artiklen fortsætter:
Byggepladsen ved Ryparken Station er i disse dage fyldt med Sundolitts hvide blokke af ekspanderet polystyren. I løbet af de seneste par måneder er der lagt 2.700 m³ hvide blokke ned i jorden, dækket til med græsanlæg for derefter at stå klar som bærende ramper til et stisystem, der løber hen over Helsingørmotorvejen til det grønne område ved Ryparken på den anden side.
– Vi har på Nordhavnsvej valgt, at der bygges Sundolitt ind i stiruten for at reducere trykket i forbindelse med opfyldning over Lersøgrøften – det underjordiske afløbsbassin på stedet. Hvis vi kun fyldte op med jord under stiruten, ville jordtrykket blive for stort i forhold til, hvad Lersøgrøften er dimensioneret til. Sundolitt er med til at gøre opfyldningen over Lersøgrøften lettere, udtaler Søren Aarslew-Jensen, teknik- og projekteringschef på Nordhavnsvejprojektet.