Hvad kan man isolere med EPS?
EPS-isolering kan anvendes til isolering af hele klimaskærmen.
Det starter under huset
Isolering med EPS, også kendt som Flamingo, bliver brugt mange steder i vores bygninger.
Det meste ligger under vores boliger og andre bygninger som isolering i terrændækket for at holde kulde og fugt på afstand.
EPS-branchen anbefaler at vælge min 350 mm EPS under huse med gulvvarme og 450-500 mm under de højest klassificerede lavenergihuse. Dette på baggrund af beregninger fra DTU (2005), som viser, at der er god økonomi i dette valg.
EPS-fundamenter
I slutningen af 1990’erne var det nyt i Danmark at lave fundamenter støbt i forme af EPS lagt næsten direkte ovenpå terræn var .
Nu 22 år senere er det vurderingen, at EPS fundering er blevet brugt ved opførelse af mere end 10.000 byggeenheder.
Kombinationen af EPS-materialets fugtafvisende egenskaber og trykstyrken betyder, at EPS isoleringen uden problemer kan placeres direkte ovenpå et fast sandlag under de nye huse.
Radonsikring
I Danmark er der fastsat en grænseværdi for radonindholdet i nybygningers indeluft.
Det kan sikres med en særlig udformet EPS plade med smalle luftkanaler – en sugplade – som indbygges under det nederste lag EPS-isolering i terrændækket.
På den måde etableres et særligt lag i konstruktionen mod jord, som gør det muligt at ventilere luften under bygningen, så evt. sundhedsskadeligt radon fra undergrunden kan blive ledt væk. Læs mere om radonsikring her.
Gulvisolering dæmper lyde.
EPS bliver også brugt til isolering af såkaldt ‘svømmende gulve’, hvor selve gulvbelægningen ikke er fastgjort til underlaget.
Anvendt i en særlig konstruktion i etageadskillelser kan specialfremstillet. mekanisk blødgjort EPS også bidrage til at dæmpe trinlyde fra overboen. Læs mere om EPS i gulve her.
Tagisolering
EPS bliver også brugt til udvendig tagisolering, hvor EPS-materialets lave vægt, dets trykfasthed og den lette håndtering ved udlægningen giver en række kontante fordele.
EPS er navnlig ideel til udvendig isolering af betontage og ståltrapeztage.
Det reducerer tagets samlede vægt, og det betyder, at der ofte kan anvendes lettere og derved typisk billigere, bærende konstruktioner. Læs mere EPS og tagisolering her.
Facadeisolering
EPS-plader kombineret med et slidstærkt og brandsikkert pudslag udgør et energieffektivt facadeisoleringssystem.
Udvendig isolering af bygninger med EPS-plader, har i mange år været kendt fra fx Norge og Sverige.
Danmark har nu harmoniseret brandkravene på facadeisolering til én-familiehuse med brandkravene i landende omkring os.
Det betyder at endnu flere kan udnytte denne mulighed for på en nem måde at efterisolere ældre boliger. Læs mere om facadeisolering her.
Brandsikkert byggeri med EPS
Med undtagelse af mursten og beton kan stort set alle materialer på en byggeplads brænde. Det gælder for EPS-isolering, som for bygningsmaterialer af fx træ, pap og andre plasttyper.
Omtanke, sund fornuft og simple arbejdsgange på byggepladsen gør EPS-isolering til et trygt og sikkert valg.
Opbevaret i det fri og monteret korrekt i bygningen indkapslet i fx beton, puds eller gipsplader er brandrisikoen reduceret til et absolut minimum.
Bygningsreglementet og Eksempelsamling om brandsikring af byggeri fastsætter præcise regler for, hvordan EPS-isolering anvendes sikkert og uden brandrisiko. Læs mere om brandsikring og EPS her.